Autoriseret psykolog
Jane Roed
Solid erfaring, nysgerrighed og nærvær
Profil
Jeg har specialiseret mig indenfor arbejdet med klienter, der har problemer med at styre og regulere deres følelser på hensigtsmæssig vis samt har problemer i deres relationer. Det kan f.eks. handle om problemer med nærhed og tilknytning, med frygten for at blive afvist og forladt, med at føle sig udenfor, med tendensen til at se verden sort eller hvid, med følelsen af at være usikker og en belastning for andre samt problemer med at forstå og takle de følelser, der kommer i spil. Vanskeligheder som kan opleves svært invaliderende.
Jeg har arbejdet med personlighedsforstyrrelser igennem mange år, særligt med den emotionelt ustabile samt ængstelig evasive personlighedsstruktur.
Jeg har dog erfaringer med at behandle mange meget forskellige vanskeligheder og tematikker, herunder angst og depression samt livskriser i det hele taget.
Jeg har de seneste 20 år interesseret mig for og beskæftiget mig med psykoterapi med unge og voksne. Jeg har haft ansættelser indenfor børne/ungeområdet (PPR og Familieafdelinger) samt voksenområdet (sengeafsnit, skadestue, distrikt og Psykoterapeutisk Ambulatorium i psykiatrien). Jeg er fortsat tilknyttet Psykoterapeutisk Ambulatorium, hvor jeg primært arbejder med personlighedsforstyrrelser.
Jeg hedder Jane, er i starten af 50´erne, er gift og har børn.
Behandling
Jeg tilbyder behandling af
- Personlighedsforstyrrelser
- Angst
- Depression
- Sorg og krise
- Eksistentielle livskriser
- Selvværdsproblematikker
- Belastningsreaktioner
samt supervision af psykologer på vej mod autorisation og andre faggrupper.
Teoretisk baggrund
Jeg er uddannet psykolog fra Københavns Universitet i 2001. Jeg er autoriseret af Psykolognævnet og medlem af Dansk psykologforening. Jeg er efteruddannet indenfor 3 forskellige retninger - kognitiv, mentaliseringsbaseret og eksistentiel terapi - og bruger min baggrund alt efter problemstilling og personlighed.
Jeg bevæger mig således indenfor flere terapeutiske retninger og gør brug af de tilgange, metoder og møder, jeg vurderer er de mest relevante, alt efter det menneske, der sidder overfor mig. Det bedste udgangspunkt for et godt terapeutisk forløb er en god alliance i rummet. Derfor betyder det meget for mig at være nærværende og åben, nysgerrig på mødet med den anden, undersøgende og lyttende og samtidig tydelig i brugen af de redskaber, jeg har erhvervet mig som psykolog i løbet af de seneste mange år.
Om mentaliseringsbaseret terapi
Mentaliseringsbaseret terapi tager udgangspunkt i vores følelser, den måde vi regulerer os på, og hvordan vi kan have svært ved at forvalte følelserne på hensigtsmæssig vis. Ligeledes arbejdes der med fokus på vores relationer. Tilgangen vægter øvelse i at kigge indad, på egne følelser, samt udfordrer vores forestillinger om, hvad der foregår i den anden. Det er en tilgang med træning i nysgerrighed og udforskning af selv og anden og sociale møder.
Om eksistentiel terapi
Eksistentiel terapi handler om at møde mennesket ud fra de betingelser, vi har for at være i verden. Det vil sige, at vi bevæger os omkring temaer som død, ensomhed, isolation og meningsløshed. Igennem livet møder vi alle modgang på forskellig vis og kan have brug for at stoppe op og forstå egne følelser og reaktioner. En tilgang som forudsætter modet til at være med det, der er, og arbejde med livets grundvilkår.
Om kognitiv terapi
Kognitiv terapi handler om tydeliggørelse og forståelse af sammenhængen mellem den måde, vi tænker på om os selv, andre og omverden, og vores følelser, kropslige fornemmelser og adfærd. Der tages udgangspunkt i en forståelse af de tanker, vi gør os, og den betydning de kan have for vores generelle tilstand. Der kan gøres brug af skemaer og træning mellem sessionerne og ofte indgår psykoedukative elementer.
Praktisk information
Jeg har praksis hver mandag, både dag og aften. Jeg har også mulighed for at tilbyde tider torsdag eftermiddag. De øvrige dage arbejder jeg på Psykoterapeutisk Ambulatorium på Psykiatrisk Center Nordsjælland i Hillerød.
Priser:
- Individuel session 50 minutter: 1100 kroner
- Gruppeterapi 1½ time: kontakt for priser
- Supervision af psykologer på vej mod autorisation/andre faggrupper: kontakt for pris
- Egenterapi for psykologer 50 min.: 1100 kroner (ved et længere forløb, kontakt for pris)
- Der kommer et tillæg på 200 kroner for sessionerne mellem kl. 17-21.
Afbudsregler og ændringer:
- Jeg skal have besked senest dagen før inden kl. 12:00, hvis du vil aflyse eller ændre din tid
- Ved for sen aflysning eller udeblivelse opkræves den fulde betaling for den bookede tid
- Afbud skal meldes pr. sms direkte til mit mobilnr.: 44163602
Kontakt mig
Jeg kan kontaktes på telefon 4416 3602 eller på info@janeroed.dk
Du kan på telefonen lægge en besked, og jeg vil kontakte dig snarest muligt. Husk at
oplyse
dit nummer.
Terapilokalet finder du i Allerød på M.D.Madsensvej 13, 1 sal. Der står Psykologerne i Allerød på døren Der er gratis parkering meget tæt på lokalet, som desuden ligger ca. 5 minutters gang fra stationen.